NOAH fordømmer anti-NGO-lov i El Salvador
Tirsdag den 20. maj 2025 vedtog parlamentet i El Salvador en lov, hvor alle organisationer der modtager midler fra udlandet skal registreres på en officiel liste og bliver pålagt at beskatte 30% af midlerne fra udlandet. Loven vil gøre det muligt for regeringen at definere hvilke organisationer eller uafhængige medier, der må eller ikke må arbejde i landet. Den såkaldte ”Lov om Udenlandske Agenter” er et alvorligt angreb på den folkelige organisering i El Salvador, og en forværring af den allerede pressede demokratiske situation i det mellemamerikanske land. Indførelsen af loven er sket efter en eskalering af den statslige repression af folkelige protester i landet. NOAH fordømmer dette angreb på retten til at organisere sig, og vi står i solidaritet med vores søsterorganisation i landet, CESTA Friends of the Earth El Salvador.
Efter kun to timers debat vedtog det salvadoranske parlament ”Loven om Udenlandske Agenter”. Loven, der minder om lignende love i bl.a. Rusland og Nicaragua, pålægger alle personer, virksomheder og organisationer der modtager midler fra udlandet at registrere sig på en liste over ”udenlandske agenter” der muliggør en total statslig kontrol over organisationslivet i landet. Derudover skal organisationerne betale en skat på 30 % af alle overførsler fra udlandet. Med denne lov forsøger regeringen ledet af præsident Nayib Bukele at hindre det arbejde, som ikke-statslige organisationer udfører i landet, herunder det vigtige arbejdet organisationer gennemfører med at dokumentere den autoritære udvikling i El Salvador og de mange rettighedsbrud det medfører.
Denne situation vil få direkte indvirkning på omkring 8.000 NGO'er i landet, og de samfund og befolkningsgrupper, der er målgruppen for deres programmer, vil blive hårdest ramt. Loven vil føre til aflysning af vigtige programmer og projekter, såsom f.eks. stipendier til erhvervsuddannelse for unge, støtte til oprettelse af agroøkologiske køkkenhaver osv. Dette er aktiviteter, som staten ikke udfører, og hvis nedlukning vil få negative konsekvenser for tusindvis af sårbare familier og samfund.
Baggrund for indførelsen af loven – El Salvador i en stadig mere autoritær retning
Loven om ”udenlandske agenter” er den seneste hændelse i en lang udvikling, hvor El Salvador er blevet stadig mere autoritært. Regeringen ledes af ”tiktok-præsident” Nayib Bukele, der omtaler sig selv som ”verdens fedeste diktator”. Bukele har siden han kom til magten i 2019 strammet grebet om civilsamfundet, og organisationer og lokalsamfund, der taler for demokrati og rettigheder, er blevet angrebet og kriminaliseret. Et tydeligt eksempel på Bukeles autoritære drejning var den 9. februar 2020, da han stormede ind i den lovgivende forsamling eskorteret af politi og militær for at tvinge oppositionspolitikerne - som stadig havde flertallet - til at godkende et lån på 109 millioner dollars til finansiering af sit sikkerhedsprogram. I 2021 forsøgte Bukele at indføre en lignende lov, men måtte give efter for stort internationalt pres.
I marts 2022 erklærede El Salvadors regering undtagelsestilstand under påskud om at sætte en stopper for den banderelaterede kriminalitet i landet. Undtagelsestilstanden har ført til ophævelse af grundlæggende forfatningsmæssige rettigheder, herunder retten til en retfærdig rettergang. Mere end 79.000 personer er blevet arresteret for at være påståede bandemedlemmer eller tilknyttet en bande. Menneskerettighedsorganisationer har dokumenteret, at tusinder er blevet uretfærdigt tilbageholdt uden retfærdig rettergang, udsat for tortur, og at i dusinvis er døde i fængslerne. I 2024 blev Bukele genvalgt til trods for at grundloven ikke tillader at en præsident stiller til genvalg, og regeringen har absolut flertal i parlamentet.
Udvidelse af ekstraktivisme og øget repression mod lokalsamfund
Det seneste år er de sociale, økonomiske og miljømæssige problemer i El Salvador blevet forværret. Samtidig med at regeringen knebler kritiske stemmer, gennemfører den storskala infrastrukturprojekter som har alvorlige konsekvenser for lokalsamfund og miljøet. Eksempler er en stor lufthavn og storskala turistprojekter i landets kystområde. Bagsiden er fordrivelse af lokale fiskersamfund og fængsling af dem der står imod udviklingen. I den seneste tid, har staten gennemført flere tvangsfordrivelser, især i områder, der betragtes som strategiske for erhvervsinvesteringer. Et nyligt eksempel er de 300 familier, der udgør kooperativet El Bosque i Santa Tecla, La Libertad. Efter at have modtaget en evakueringsordre, organiserede de den 13. maj en fredelig demonstration nær præsidentens residens, hvor børn, kvinder og ældre deltog for at anmode præsidenten om at gribe ind for at forhindre tvangsfordrivelsen.
Svaret var mobilisering af et stort antal militærpoliti og medlemmer af ordenspolitiet (UMO), som omringede stedet med ordre om at bruge magt for at fjerne de tilstedeværende. Noget lignende er ikke sket siden borgerkrigen i landet, som blev afsluttet i 1992. Flere demonstranter blev ofre for voldelige anholdelser, heriblandt initiativtageren til protesten, José Ángel Pérez. Dagen efter blev også advokat og menneskerettighedsforkæmper Alejandro Henríquez anholdt. Disse handlinger udgør et alvorligt magtmisbrug og en direkte krænkelse af enhver persons ret til at organisere sig og demonstrere fredeligt for at forsvare sine rettigheder. Retten til fredelig protest, samt til forsamlings- og foreningsfrihed, er garanteret i El Salvadors forfatning.
Brugen af vold og de vilkårlige anholdelser har vakt fordømmelse fra nationale og internationale institutioner. Den salvadoranske præsidents reaktion, var at erklære at demonstranterne var manipulerede af ”pro globaliserings-NGO’er” og at det derfor er nødvendigt med mere kontrol over de udenlandske organisationer der opererer i landet. Via en publikation på hans konto på det sociale medie »X«, udtalte han: »Jeg har besluttet at sende lovforslaget om udenlandske agenter til den lovgivende forsamling, som vil indeholde en afgift på 30 % på alle donationer, som disse ngo'er modtager«.
NOAH Friends of the Earth Denmark fordømmer dette alvorlige angreb på organisations- og ytringsfriheden i El Salvador, og vi står i solidaritet med vores søsterorganisation CESTA Friends of the Earth El Salvador og det salvadoranske folk. Vi støtter CESTA i deres kamp for at fremme lokal organisering og modstand og at holde håbet om en mere retfærdig og solidarisk fremtid i live.